Disse artikler blev skrevet under korets besøg i Danmark i påsken 2009 til den færøske avis Dimmalætting.

Biskop sagde tak til kor fra Tjørnuvik

Kingokoret fra Tjørnuvik kunne mandag den 13. april 2009 rejse hjem til Færøerne efter korets tredje turné i Danmark siden 2003.

Koret sang under gudstjenester i Husby ved Ulfborg, Holstebro, Mariager, Korning ved Horsens, Borup ved Randers, Trige ved Århus samt under et arrangement om præsten og salmedigteren Thomas Kingo i domkirken i Odense og på kræftafdelingen på Århus Universitetshospital, hvor koret optrådte sammen med orkesteret “Gamle Venner”, som arrangerede korets turné i Danmark.

At dømme efter tilstrømningen til kirkerne er interessen for færøsk sangkultur stor i Danmark – mange mennesker kom til for at høre koret synge den særegne og århundrede gamle færøske Kingosang.

I Trige stod biskop Kjeld Holm og sognepræst Lone Hindø påskesøndag for gudstjenesten. Og det blev en særlig oplevelse for de to præster. Især da koret under altergangen stilfærdigt sang salmen “Skriv dig Jesus på mit hjerte” på gammel færøsk vis – også mens kormedlemmerne selv knælede ved alteret.

- Da så biskoppen og jeg på hinanden. Her oplevede vi noget, vi aldrig havde oplevet før – og nok heller ikke kommer til at opleve igen. Det var en bevægende oplevelse for mig, siger Lone Hindø.

kjeldholm.jpg

Biskop Kjeld Holm, Århus, talte efter gudstjenesten for gæsterne fra Færøerne. Foto: Ulrik Samsøe Figen

Efter gudstjenesten takkede Kjeld Holm Kingokoret for, at det ville have ham med.

- Det er en særlig dag for mig. Det er en stor fornøjelse for mig at være sammen med færøske venner og høre Thomas Kingos salmer sunget på en måde, som de måske lød, da de blev sunget i Danmark, mens Kingo levede, sagde Kjeld Holm.

Efter Kingo-arrangementet i Odense Domkirke blev Kingokoret inviteret til reception på rådhuset i Odense. Her tog byrådsmedlem Thomas Funding, hvis mor er færing, imod koret.

Kingokoret fra Tjørnuvik optræder under deres besøg i Danmark som ambassadører for færøsk kultur. Det bemærkede Thomas Funding:

- Noget af det, jeg beundrer mest hos færinger, er deres stolthed over deres kultur og deres land. Jeg tror, at den stolthed giver færinger en ro og en evne til at hvile i sig selv. Sammenlignet med færinger oplever jeg folk i Danmark som mere rastløse.

Alle steder blev der taget godt imod koret. Mange færinger kom til for at høre sangen fra deres hjemland.

- Vi blev taget godt imod, da vi besøgte Danmark i 2003 og 2006. Det gav os mod til at tage af sted igen, og det er igen gået over al forventning, siger Jens H. Jensen, Tjørnuvik.

I 2003 frygtede koret at komme til at synge i tomme kirker. Det modsatte skete – og sådan har det været siden, når Kingokoret har sunget under gudstjenester i Danmark.

- I Borup kom en mand og takkede mig efter gudstjenesten og sagde, at det er dejligt en fyldt kirke to gange om året – juleaften, og når vi synger, siger Asbjørn Djurhuus fra Kingokoret og Tjørnuvik med et smil.

Asbjørn Djurhuus lægger vægt på, at for en lille bygd som Tjørnuvik er det vigtigt at have noget at samles om.

- Det er vi nødt til. Vi er nødt til at bakke op om bygden, og det gør vi i Tjørnuvik – blandt andet med Kingosangen, siger han.

odensedomkirke.jpg

Der er højt til loftet i domkirken i Odense, og kirken rummer en fantastisk akustik, der fik korets sang til at svæve i rummet. Foto: Ulrik Samsøe Figen

 

Arven ligger på bånd

Degn Dávur Emil Magnussen, Tjørnuvik, så for sig, at det var ved at være slut med Kingosangen. Derfor indsang han på bånd kort før sin død i 1957 en række salmer fra den dengang 258 år gamle Kingobog på bånd, så melodierne fik mulighed for at overleve.

Det gætter Steinbjørn Magnussen, Tjørnuvik og barnebarn af Dávur Emil Magnussen, på er årsagen til, at de gamle melodier findes på bånd. Der findes også et bånd fra 1950. Og de bånd medvirker til, at Tjørnuviks Kingokor har melodier at tage af.

steinbjorn.jpg

Steinbjørn Magnussen fra Tjørnuvik har nu den svære opgave at være forsanger. Foto: Ulrik Samsøe Figen

- De fleste af de melodier, vi kan, har vi lært af Vilhelm Magnussen, min farbror og Dávur Emils søn. Vilhelm døde i 2007, 87 år gammel, så nu er vi afhængig af båndoptagelserne, for Kingo-melodierne blev ikke skrevet ned, men overleveret fra øre til øre, fortæller Steinbjørn Magnussen.

Han efterfulgte Vilhelm Magnussen på posten som Kingokorets forsanger. Inden afrejsen til denne påskes tur til Danmark indøvede koret en ny salme. Det foregik ved at lytte til Dávur Emil Magnussens sang på båndet og også ved at synge til den godt 50 år gamle optagelse.

Og det betød, at endnu en af Dávur Emil Magnussens gamle melodier i påsken atter blev at høre så mange år efter, Dávur Emil indsang melodien på bånd for at give sin arv videre.

 

 

Præst med færøske rødder skaffede skumsprøjt

 

korning.jpg

Sognepræst Henrik Højlund (i døren, til højre), der blev født på Færøerne, havde for anden gang Kingokoret fra til en gudstjeneste. Siddende ses Asbjørn Djurhuus og i døren fra venstre Tórhild Magnussen, Thora Magnussen, Arnbjørg M. Gaard og Eyðbjørn Magnussen. Foto: Ulrik Samsøe Figen

Det er dejligt at få lukket noget skumsprøjt ind på den jyske højslette.

Sådan sagde sognepræst Henrik Højlund efter Kingokoret fra Tjørnuvik langfredag 2009 havde sunget til gudstjeneste i kirken i Korning vest for Horsens.

Henrik Højlund inviterede også koret fra Tjørnuvik til at synge i en af sine kirker, da koret sang i Danmark i 2006. Og det er ikke helt tilfældigt, at Henrik Højlunds hjerte banker varmt for Færøerne. Han blev født i Kvivik, hvor hans far virkede som præst – og blandt sine kirker også havde Tjørnuvik Kirke. To måneder efter fødselen rejste familien til Danmark, men Henrik Højlund nåede at blive døbt på Færøerne, hvor han har tre gudforældre, som han stadig besøger, når han er på Færøerne. Efter studentereksamen arbejdede Henrik Højlund som jord- og betonarbejder på Færøerne et halvt år. Han holder meget af Færøerne.

- Naturen er fantastisk. Og så er jeg vild med mentaliteten på Færøerne. Man skal møde færinger på hjemmebane. De er meget snakkesalige og imødekommende. Færingers humor er eminent, og så er mennesker på Færøerne på en måde som den færøske natur: Uspoleret.

Kingokoret fra Tjørnuvik bragte skumsprøjt fra Nordatlanten til en fyldt kirke i Korning på “den jyske højslette” langfredag.

- Kingosang giver måske ekstra god mening en langfredag. Langfredag er tung og kraftig, og det er Kingokorets sang også. Der var en udbredt begejstring for at høre koret, fordi dets sang er så eksotisk og fremmedartet. Desuden er Kingo-arven også meget stærk her på egnen. Vi brugte Kingo-samlebogen fra 1699 til midt i 1960erne.

Billeder

onkologiskafd.jpg

Kingokoret sang lidt Kingo og flere færøske sange, da koret sang på kræftafdelingen på Århus Universitetshospital. Knut Olsen fra Tórshavn har fulgt koret under alle besøg i Danmark – og han spillede til sangen på sygehuset. Foto: Ulrik Samsøe Figen

holstebrokirke.jpg

Mange oplever Kingosangen fra Tjørnuvik som stærk og inderlig. Her ses fra venstre Jens Jensen, Tórhild Magnussen, Eyðbjørn Magnussen, Arnbjørg M. Gaard og Valbjørg Dahl Olsen i Holstebro Kirke palmesøndag. Foto: Ulrik Samsøe Figen

sangibus.jpg

Koret havde lejet en bus til transporten rundt i Jylland og til Fyn. Knut Olsen musicerede jævnligt med sin harmonika under køreturene. Foto: Ulrik Samsøe Figen