Kingosang

 

Bygd og sang er et familieanliggende

Sangen og bygden er familie-foretagender. Siger man først Kingosang og dernæst Tjørnuvik, må det tredje ord næsten blive Magnussen.
Efterkommere af  Davur Emil Magnussen, degn og forsanger  i kirken  i Tjørnuvik frem til sin død i 1957, præger i høj grad bygden - og i særdeleshed bygdens Kingokor.

Davur Emil Magnussen fik 10 børn. Tre af dem blev boende i Tjørnuvik. Andre bosatte sig i bygder i nærheden. En stor del af Tjørnuviks nu knap 70 indbyggere er af Magnussen-slægten.
Davur Emil Magnussen var manden, som i Tjørnuvik bragte Kingosangen med op til midten af 1900-tallet. Andre steder døde Kingosangen ud. Den gik også i dvale i Tjørnuvik efter den gamle degns død. Men i 1997 lavede bygden et Kingokor, for at bringe sangen med de gamle melodier, som blev skabt i Tjørnuvik, videre. Af korets 15 medlemmer er kun tre ikke af Magnussen-slægt.

Thora Magnussen (til venstre) synger kingosang sammen med tre af sine børn: Tórhild, Arnbjørg og Steinbjørn.Foto: Ulrik Samsøe Figen

78-årige Thora Magnussen, Tjørnuvik, svigerdatter til Davur Emil, synger i Kingokoret - sammen med tre af sine fire børn.

- Jeg blev gift ind i en familie med en stor sangglæde. Min mand, Hans, sang altid - folkesange, åndelige sange og kvad, som han kunne de fleste af. At synge sammen med tre af mine børn  i koret betyder meget for mig. Jeg ser også, at efterkommere efter min svigerfar har en stor kærlighed for bygden. Alle tager del, og der står altid nogen klar til at tage over, siger Thora Magnussen.

Bygningsarbejder Steinbjørn Magnussen, 58 år, søn af Thora og Hans Magnussen og bosat i Tjørnuvik, er inde på noget af det samme. Han tilføjer, at det nu slet ikke er sådan, at Magnussen-familien dominerer Tjørnuvik. Bygden er et fællesskab for alle bygdens indbyggere.

- Mange af  min bedstefars efterkommere er glade for at synge og har gode stemmer. Så med hensyn til sangen kommer man nok ikke udenom, at Magnussen-familien har sat sit præg på Tjørnuvik, siger Steinbjørn, der sammen med sin farbror, 85-årige Vilhelm Magnussen, søn af Davur Emil, virker som forsanger i Kingokoret.

Det er vigtigt for Steinbjørn at være med til at sikre, at den udgave af Kinogsang, Tjørnuvik og hans bedstefar formede, lever videre:

- Jeg husker, hvordan min bedstefar sang for i kirken. Og jeg tænker af og på, om vi bliver det sidste led i en lang kæde. Nogle af mine fire børn er lidt interesserede i Kingosangen, og jeg håber, at en eller to af dem engang vil synge med i koret. Engang vil der ikke længere være nogen, som kan huske min bedstefar. Men så kan de huske os, og de har forhåbentlig fået hele historien fra os.

Det at have sin famlie omkring sig i Tjørnuvik er også vigtigt for Steinbjørn. Man føler sig i hvert fald aldrig ensom, og har man brug for en snak, er der altid et sted at gå hen.

 

Da søstrene Kathrina Svartá, Valbjørg Dahl Olsen og Ingun Joensen var børn i Steymnes, blev de nu og da drillet på grund af deres fars mærkelige sang.

Deres far var Vilhelm Magnussen, der døde i 2007 og til sin død holdt fast i at synge Kingosang, som man gjorde på Færøerne fra 1700 og 200 år frem. Omkring 1900 begyndte Kingosangen for alvor at vige på Færøerne. Men degn Dávur Emil Magnussen, Tjørnuvik, holdt fast i traditionen og gav den videre til sine børn – blandt andre Vilhelm Magnussen.

- Det var jo en mærkelig sang, vores far sang. Vi kunne godt blive ked af det, når vi blev drillet. Men vores far sagde, at det skulle vi ikke tage tungt, fortæller Kathrina Svartá, der bor i Hvalvik.

Vilhelm og Johild Magnussen fik syv børn. For børnene blev Kingosangen en del af deres liv. Deres far pressede hverken sin kone eller sine børn til at synge Kingosang sammen med ham. Den var hans egen og hans arv efter sin far, og han passede den selv. Her søndag var det sikkert, at han før eller efter middagsmaden satte sig i stuen og sang nogle af de vers, han havde lært af sin far. Han sang gerne et vers eller to hver dag. Også mens han arbejdede kunne han synge et vers – som vers fra Kingobogen i 1700- og 1800tallet blev brugt, når færinger tog på fiskeri eller andet arbejde.

Var Kingosangen Vilhelm Magnussens egen, var sang i det hele taget et fælles anliggende i hjemmet i Steymnes.

- Vi sang meget. Salmer og viser, og hørte vi kvad i radioen, kunne det ske, vi sang med, fortæller Ingun Joensen, der bor i Signabøur.

Hun er relativt ny i Tjørnuviks Kingokor, der har sunget, siden Vilhelm Magnussen i 1997 lærte koret de første vers, som hans far sang dem.

- Min far sagde altid, at når han døde, skulle jeg overtage hans Kingohæfte og synge med i koret. Og det gjorde jeg. Det betyder meget for os tre søstre at synge med i Kingokoret, fordi det var vores farfar og far, der sørgede for, at Kingomelodierne fra Tjørnuvik slap gennem 1900-tallet.

Nu er de tre søstre med til at bære Tjørnuviks Kingomelodier videre.

- Vi synger nu. Men jeg tror, det kan blive svært i fremtiden for koret. Jeg tror, det kan blive svært at motivere andre end folk fra Tjørnuvik til at synge i koret, siger Valbjørg Dahl Olsen, der bor i Streymnes.

På den anden side er Ingun Joensens datter Anni på 24 år begyndt at synge i koret, lige som korets forsanger Steinbjørn Magnussens datter Johanne, der er 30.

Så noget tyder på, der vil gå en del år, inden den sidste Kingosalme klinger ud i Tjørnuvik.