Rødder

Sangen har dybe rødder

Det er juli, høsttid og aften i bygden Tjørnuvik, der ligger på nordspidsen af Fær-øernes største ø, Streymoy. Gennem de senere dage har folk fra bygden høstet græs på bakkerne, der stikker op mod fjeldet.

Ved halvtitiden er kriminalbetjent Jens Jensen færdig med at hænge græs til tørre på hegn. Han hænger den blå kedeldragt på en knage og henter to gamle bøger i et værelse i i familiens grå træhus ved bygdens skole. Han lægger dem på sofabordet: øverst den gamle sorte, læderindbundne Kingo-salmebog, nederst den tykke brune Jesper Brochmands Huspostil (en prædikensamling, red.) fra 1764. De to bøger er vigtige grundpiller for kristendommen på Færøerne.

- Kingos salmebog og Brochmand var den litterære basis for kristendommen på Færøerne i mange, mange år. Manden i huset læste højt fra huspostillen, eller man samledes i hjem eller i kirken, hvor degnen læste op af den. Der var få præster på Færøerne, derfor holdt man de særlige degnegudstjenester, fortæller Jens Jensen.

 

jensj.jpg

Ud over kingosang holder borgerne i Tjørnuvik også en anden færøsk tradition i hævd: Fåreavl. Her ses Jens Jensen under klipning af får. Foto: Ulrik Samsøe Figen

Thomas Kingos salmer fik en helt særlig og stor betydning på Færøerne, fordi Kingo-salmebogen i mange, mange år var Færøernes helt dominerende salmebog.

»Den Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog«, den såkaldte »Kingo-bog«, blev i 1699 forordnet til brug i danske, norske og færøske kirker. Danske præster havde bragt den med sig til Færøerne. Menighederne tog melodierne til sig og formede dem selv. På den måde blev Thomas Kingos (1634-1703) salmer sunget forskelligt fra bygd til bygd, fra person til person.

Stærk tradition

Kingo-salmer blev ikke bare sunget i kirker. Når fiskere roede ud på havet, blev der sunget til årernes tag. Både i dagligdag og til højtider blev der sunget Kingo. Musikinstrumenter og noder brugte man ikke – Tórshavn fik sit første orgel i 1824.

Først i begyndelsen af 1900-tallet begyndte orgler at vinde indpas i færøske kirker, og det betød retræte for den traditionelle Kingosang. Men i Tjørnuvik holdt borgerne fast.

Her stod Kingo stærkt frem til 1957, da degn D‹vur Emil Magnussen døde. Han havde holdt ved Kingo, selv om andre salmebøger kom til. Midt i 1980′erne begyndte Jens Jensen derfor sammen med andre i Tjørnuvik at genoplive og fastholde den gamle Kingo-tradition i bygden.

- Kingo-traditionen er meget stærk her i Tjørnuvik, og vi ønsker ikke, at salmerne på de gamle melodier skal uddø.

Jens Jensen sætter et bånd med en optagelse af Tjørnuviks Kingo-kor i videoafspilleren. Optagelsen stammer fra bygdens lille kirke. Salmerne synges messende og tungt. Det minder om gregoriansk korsang og er så specielt, at søfolk, der kom til Færøerne, undrede sig over den mærkelige menighedssang.

Arbejdet med at finde de gamle melodier var ikke let, for melodierne er aldrig blevet skrevet ned, men overleveret fra mund til øre. En vigtig person i arbejdet var – og er – D‹vur Emil Magnussens søn, Wilhelm Magnussen. Han husker de melodier, som hans far sang salmerne på.

Kontante salmer

Den store danske salmedigter Grundtvig har aldrig fået rigtig fat på Færøerne.

- Ved overgangen mellem 1800- og 1900-tallet kom der en stærk indremissionsk vækkelse på Færøerne. Der har nok ikke været plads til Grundtvigs relativt moderate holdning til kristendommen. Enten tilhørte man missionsfolkene, eller også var man fortabt. Kingos salmer er mere kontante end Grundtvigs. De pakker ikke tingene ind. Både helvede og himmerige bliver beskrevet uden om-svøb, fortæller Jens Jensen.

I midten af 1900-tallet fik Færøerne sin egen salmebog, hvor både Kingo og Grundtvig er repræsenteret. Men rigest repræsenteret er Mikkjal ‹ Ryggi, en lærer, maler og digter, som levede fra 1879 til 1956 på den færøske ø Vagar. Hans salmer har rod i bygde-traditionen, men de er lette i tonen, som Grundtvigs.

Ønsker Kingo

Mikkjal ‹ Ryggi bliver også sunget i Tjørnuviks Kirke, som hver uge trækker mange af Tjørnuviks 65 indbyggere til gudstjeneste. Bygdens Kingo-kor varierer fra gang til gang. Som regel er 15-20 med, når der skal synges Kingo, som man gjorde i en forsvunden tid.

- Vi øver, når der er bud efter os. Når et gammelt menneske skal begraves, hænder det ofte, at familien beder os synge nogle vers af Kingo, som den døde kendte dem. Også til højtider hænder det, at vi synger de gamle salmer, fortæller Jens Jensen.

Det er stadig lyst udenfor. Lyset har svært ved at slippe Tjørnuvik på denne årstid – ligesom Tjørnuvik har svært ved at slippe Kingo.

Artikel og billede fra 2003